Beskrivelse
Meget let og meget blød trøje med raglanærmer strikket på tykke pinde – gerne i restegarn
Trøjen er strikket i ét stykke – oppefra og ned begyndende med halskanten, som her er strikket i drejet rib, som giver en fin kant, der står skarpt.
Den er strikket med forhøjet nakke, da det giver den bedste pasform. Dette kan dog udelades.
Vamsen er nem at strikke og kræver meget lidt montering. Det er en god måde at få anvendt garnrester på.
Her er strikket med 2 tråde af enten Mondial Dolce Mohair eller Cewec CPH Dolce.
Løbelængden er 50 gr/150 m.
Opskriften er en basisopskrift, hvor du kan skabe din egen unikke trøje, hvor du selv bestemmer antallet og bredden af dine striber og evt. mønsterborter i striberne. Den kan naturligvis også bare strikkes ensfarvet
Her har du mulighed for at være kreativ og skabe din helt egen unikke blødeste Vams.
Strikkefasthed: 12 m = 10 cm.
Garn og pinde, der vil kunne opfylde strikkefastheden. Jeg har brugt 8 mm rundpinde i forskellige længder til trøjen og 7 mm til ribkanterne.
Størrelsen: Trøjens færdige overvidde er i 6 størrelser fra 90 – 140 cm. Trøjen er god med 10 – 20 cm bevægelsesfrihed, men find en trøje du føler har en god størrelse med god bevægelsesfrihed og sammenlign med færdig overvidde her. Du kan altid justere med færre eller flere raglanudtagninger, da den strikkes oppefra og kan prøves undervejs.
Alternativ til garnet kunne være 2 tråde Blackhill højlandsuld sammen med Kid Silk Mohair
i cm | A | B | C | D | E | F | |
Blusens færdige overvidde | 90 | 100 | 110 | 120 | 130 | 140 | cm |
Længde fra opslagskant til aflukning ryg ca. | 52 | 54 | 58 | 60 | 64 | 66 | cm |
Vejl. garnforbrug i et garn der matcher strikkefastheden i meter – bruges 2 tråde skal du gange forbruget med 2 |
500 |
550 |
600 |
650 |
700 |
750 |
m |