Beskrivelse
Opskriften er til den mere erfarne strikker. Der følger videolinks og billedserie med, der viser processen.
Cardiganen her er strikket oppefra og ned. Ærmet strikkes ligeledes oppefra og ned, hvor ærmekuplen formes og strikkes med vendepinde.
Den lodrette knapstolpe er strikket på til sidst uden at samle m op.
Der er derfor minimalt monteringsarbejde. Ingen dele, der skal sys sammen.
Den kan prøves og justeres undervejs, så den får den perfekte pasform til dig.
Cardiganen har en næsten skræddersyet facon – tidløs og klassisk.
Der er ikke noget overflødigt ”stof” i ærmehullerne, hvilket giver den et raffineret ”look”. Cardigan her på foto er for stor til mig, som stand in model. Den er jo til Marie strikket str F – jeg ville strikke C – måske D – men blot for at vise den på 🙂
Strikkefastheden er 12 m i bredden på 10 cm. Denne er strikket på p 8 mm. Den strikkes efter mål i højden, hvorfor antal rækker på 10 cmikke er vigtig her.
Garn: Her er brugt 3 tråde – fra garnudsalg.dk: Reborn tweed 300 sammen med Blackhill Kid Silk Mohair og fx Blackhill Superfine alpaka. Brug det garn, der giver dig strikkefastheden. Vejledende garnforbrug i meter er i ét garn svarende til strikkefastheden.
Der er indbygget bevægelsesfrihed i cardiganen afhængigt af hvilken str. du vælger:
A | B | C | D | E | F | G | H | I | J | K | ||
Trøjens overvidde | 86.5 | 91.5 | 96.5 | 101.5 | 106.5 | 112 | 117 | 122 | 127 | 132 | 137 | cm |
Brystmål ca | 78 | 84 | 89 | 94 | 99 | 104 | 109 | 114 | 120 | 124 | 130 | cm |
Garn i meter | 475 | 525 | 575 | 625 | 675 | 725 | 775 | 800 | 825 | 875 | 900 | m |
Når du har valgt hvilken str. du vil strikke – notér du dig blot størrelsens ”bogstav” og følger kolonnerne for denne hele opskriften igennem. Meget nemt og overskueligt.
Nærværende opskrift er teststrikket i alle str. som ”Udenfor Sæsonen” og en tyndere udgave “Hestemulen”